OHJ 20

OHJ 20 holder ved Ruds Vedby

Her holder forbilledet på Ruds Vedby station.

 

Jeg har fået fingrene i stumper til bygningen af en firkant OHJ 20, den med de 4 aksler. Det er en Dan-Train model og med indkøb af lidt ekstra dele fra Freja-Models er jeg godt på vej til at kunne bygge overdelen.
Der findes lidt billeder på internettet og med lidt fleksibilitet skal det nok komme til at ligne en firkant.

Frejas Model af OHJ 20

Ovenfor ses Frejas model af OHJ 20 og den er meget flot lavet.

Underdelen bliver meget spændende at lave idet jeg endnu ikke er skarp på hvordan den skal bygges. Det er muligt at underdelen skal sammensættes af forskellige Märklin-maskiner. Märklin 3029 har en motor og gearing der passer (og sådan en kan jeg vist godt finde i gemmerne), Märklin 3016 har hjul i den rigtige størrelse og resten skal nok bygges i hånden. Enten stumper jeg den Märklin 3016 jeg har eller også finder jeg en aksel som reservedel på nettet.

 

Min plan er at motor skal digitaliseres med Hamo-magnet og der skal givet monteres lyddekoder med ægte Frichs-motorlyd.

 

På nuværende tidspunkt er siderne loddet sammen og taget bukket over en rørtang og loddet fast til siderne. Planen er at jeg vil vise billeder undervejs i byggeprocessen.

 

OHJ 20 var højrød og RAL 3020 er farven. Det vil nok blive Humbrol 174 der kommer til at svare til dette.

 

Her er vognkassen sat sammen af de fire sider plus taget.

Her har jeg fået loddet siderne sammen. For at få taget til at passe bukkede jeg taget over en rørtang og til sidst blev det loddet på.

 

Nedenfor kan du se de dele jeg har til OHJ 20.

Stumper til OHJ 20

Delene til højre for vognkassen kommer fra Dan-Train og delene til venstre for er fra Freja Modeltog. Det er svært at se, men der kommer fjedrene puffer på.

I dag kom jeg lidt videre med OHJ 20. Det der tager tid er forskningen i maskinen fra billeder og tegninger af maskinen. Jeg vil jo gerne at det sidder nogenlunde korrekt. Jeg har f.eks. konstateret at vognkassen ikke er lavet til en OHJ 20, men snarere til en TFJ Ml 3 eller en NFJ Mt 4. Det skyldes de ekstra køleribber på siden der er på OHJ 20. Til lige er hovedlygten placeret i midten på de to andre lokomotiver hvor den på OHJ 20 sidder i højre side af køreretningen. Lygten skal sidde rigtigt og jeg skal derfor have slebet noget væk på modellen. Det kommer ...

OHJ 20 tager form

Som det kan ses er der nu monteret kølere, fløjter, skorsten, puffer og kofanger.

 

Lygterne nævnt ovenfor er støbt på selve frontpladerne og jeg har valgt at slibe dem væk, hvilket er blevet en god løsning.

Næste step er at få kobling, bremseslanger, lygter (på rette placering), el-dåser og endelig knopperne til håndtagene på siden monteret. Det skaber lidt udfodringer, men skal nok komme til at lykkedes med lidt tålmodighed. Jeg limer det på med to-komponent Araldite Rapid. Jeg har lært at bruge det, men jeg skulle godt nok overtales første gang, men det er faktisk rimeligt at arbejde med.

Jeg har valgt at bore huller til alle delene således at de bedre hæfter til karossen. Det krævede lidt snilde med min borestander for jeg havde jo allerede samlet en del allerede. Næste gang vil jeg nok overveje at bore før samlingen af hele lokomotivet. Det bliver lidt mere stabilt og præcist. Jeg er nu tilfreds med resultatet indtil nu, selvom der nok bliver bandet lidt over de meget små dimser og mine tykke fingre.

 

Den tager form ...

Ja, det rykker tættere på. Kølerør er monteret.

På overdelen mangler ud over maling, skilte, vinduer, viskere og lys der at blive monteret håndtag (hvilket er lidt af en møgopgave), luftindtagene og vinduesskyggen. Disse to sidste dele skal jeg have en tynd messingplade hjem for at kunne lave.